Archive for Pladeselskaber

Ny cd – og hvad så?

DET ER EN FED FORNEMMELSE at hente en ny cd fra trykken. Men det bliver man ikke landskendt af. Hvordan gør vi vores mesterværk tilgængeligt for alfolket?

Hvad er det, der er gult, rødt og grønt og fyldt med vellyd? Distant Drums’ nye cd, selvfølgelig! For heldigvis har Dancd løftet opgaven med at overføre musikken fra master til færdige cd på fornemste vis.

Musikken skal ud

er feltråbet for denne blog og vi har snakket en del om, hvordan det bedst kan ske. I erkendelse af at vores musik er for utrendy til både små og store pladeselskaber, er vi blevet enige om at udgive den selv. Dansk Musikerforbund har et distributionsselskab ved navn Gateway. Gateway kan forestå distribution af fysiske plader, men foruden distribution af fysiske produkter, kan man via Gateway også få sin musik ud via alle anerkendte danske udbydere inden for digital distribution.

Kun bands, der inkluderer medlemmer af DMF, kan benytte sig af muligheden for at få deres musik udgivet via Gateway. Med et enkelte medlemsskab opfylder vi akkurat det kriterium. Vi mødes derfor med en repræsentant for DMF/Gateway, som dog råder os til selv at prøve at løbe et salg igang, inden Gateway går i udgivelsen med sit distributionssystem. Dette fordi vi er et ukendt band. Skal vi have et salg i butikker og via digitale musiktjenester kræver det en efterspørgsel, og den må vi selv skabe gennem koncerter og eventuelt airplay i radioen.

GODT SÅ!

Vi beslutter at sparke salget i gang med en releasekoncert, der understøttes af en aktiv PR-kampagne over for netmedier og radiostationer.  Samtidig besluttes det at opgradere vores ynkeligt udseende hjemmeside med en mere profesionel ditto, der kan fungere som salgskanal for nyudgivelsen. Også MYspace-profilen får en ansigtsløftning med nye “venner”, der kan bidrage til indtrykket af et veletableret og -spillende band.

De vigtige aftaler

Ikke mindre væsentlig er den bandaftale, vi bliver enige om at indgå. Vi giver hinanden håndslag på, at vi i fællesskab oppebærer retten til bandnavnet Distant Drums, og vi deler indtægterne fra salget af “Landeplager” ligeligt imellem os. Godt nok er musik og tekster ikke lavet i fællesskab, men den version af numrene, der er indspillet på cd’en er et kollektivt værk. Derfor den solidariske fordeling af eventuelle indtægter.

Minus på kontoen

Indtil videre er pengene dog fosset ud af statskassen. For 1.000 cd’er med det lidt dyrere papomslag (digipac) har vi f.eks. betalt kr. 14.000, mens vores grafiker har modtaget kr. 5.000  for omslaget.

Godt at vi ikke skal leve af vores musik!

Nedtællingen er begyndt

Musikalitet er godt. Men logistisk sans er bedre. I hvert fald i slutfasen hvor cd’en skal gøres færdig. Og hvor det mere handler om produktion, markedsføring og salg end om toneklang!

Til inspiration for andre håbefulde amatørmusikere følger derfor her en oversigt over vigtige spørsgmål, man skal tage stilling til, inden man kan lade champagnepropperne springe og fejre den nye udgivelse:

Barnet skal selvfølgelig have et navn. Og det skal passe til indpakningen. I Distant Drums’ tekster er der flere betydningslag, og det afspejler vores valg af titel. Efter at have vendt og drejet mulighederne stod valget mellem følgende navnet, som alle er hentet fra cd’ens tekstunivers: “På din side”, “Hold fast”, “De uskyldiges røst” og “Landeplager”. 

Det bliver “Landeplager”! En titel, der spiller på numrenes hitkvaliteter, men som også på finurlig vis antyder, at vi med vores insisteren på håndholdte instrumenter og akustisk rytmik ikke satser på at please vores lyttere.

Cover med stop-op effekt

Kan vi lave et omslag med stop-op effekt, der pirrer nysgerrigheden og skiller sig ud fra mængden? Det satser vi på! “Landeplageren” skal i hvert fald være en udråber/herold, som med fejende trommehvirvler bevæger sig gennem et (ærkedansk) landskab for at udbrede budskabet om, at en stor musikalsk oplevelse (vores cd) er kommet til byen. Jeg er på jagt efter en tegner, der kan realisere ideen.

 Kunder søges

Og så skal cd’en selvfølgelig sælges. Og det i bunkevis! Da Anders er medlem af DMF (Dansk Musiker Forbund) har vi henvendt os til den dertil knyttede musikdistributør Gateway. Men der er andre distributører, der giver samme muligheder. Reaktionen på vores musik hos Gateway er, at “den har vi aldrig hørt før”, og det er jo ikke noget dårligt udgangspunkt at markedsføre sig ud fra.

Vi kan altså få musikken ud via Gateway, men de anbefaler en indsats, der følger med udbredelsen. Anbefalingen er med andre ord, at vi starter med at markedsføre og sælge os selv via nettet. Når og hvis vi får held til at fange et størrre publikum, er Gateway med på at forsøge at sælge vores cd bredt i detailhandlien via Fona, Merlin mv. Vi gør altså vores musik tilgængelig for digital download i  gængse internetbutikker som Bilka og TDC. Det sker via institutionen Basepoint Media.

Dertil kommer det fysiske salg i internetbutikkerne, som varetages af Mubito. Det kan også ske via vores egen hjemmeside. Eventulle bestillinger afgivet her skal i så tilfælde ekspederes af os selv. Det gør vi i første omgang. Griber trafikken om sig, involverer vi Mubito siden hen. Det koster 2000-3000 kroner at være tilknyttet Mubito, mens en professionalisering/opgradering af vores egen hjemmeside må forventes at koste noget mindre.

Gateway har favorable aftaler med grafikere, der er vant til at lave cd’er, ligesom de kan hjælpe med cd produktion via Dicentia. Vi har dog fået et billigere tilbud fra Dancd.

500 eller 1000 cd’er?

Gateway er forbløffet over vores plan om at trykke 1000 styk, da det er et højt oplag for projekter som vores. Vi skal dog derop for at få en lavere stykpris. Stykprisen fra 500 til 999 eksemplarer er den samme.

For at trykke 1000 styk taler, at vi så slipper for at betale NCB-afgift (se nedenfor) for samtlige eksemplarer. Trykker vi først 500 og siden 500 til i takt med efterspørgslen er kun de første 500 afgiftsfri. Da vi skal bruge cd’en til at promovere os snarere end som salgsobjekt, er det dog rart med et stort oplag. Det giver os mulighed for at dele cd’en bredt ud og få udbredt kendskabet til vores fortræffeligheder ad den vej.

Vi er lune på at udgive vores musik som lækker digipack (kacheret papomslag). Men den er i modsætning til jewelcase dyr i små oplag og let bliver ødelagt af øl, kaffe mv. Decision is to be made … 

 De vigtige aftaler

I Distant Drums er vi enige om at søsætte vores rytmegalej. Men ingen af os ved, hvor den sejler hen. Den vender måske hjem belæsset med guld og gyldne kontrakter? Det er ikke til at vide, og derfor har vi lavet en bandaftale, der indgående beskæftiger sig med, hvordan indtægter og udgifter skal fordeles. Og som også gør det klart, hvem der har masterrettighederne til indspilningen, til eventuel genudnyttelse, til navnet Distant Drums mv.

Vi er enige om at dele indtægterne fra salget i fem dele. En del for teksterne og fire dele – en til hver musiker – for musikbidragene.

Vedrørende den del af den offentlige fremførelse, som Koda forestår, er vi enige om følgende fordeling: tekst (Erik), 50% – musik (alle), 12,5% hver. Men da denne fordeling kun gælder for Landeplager denne produktion, kan alle numre indberettes med postfixet: (cd version). Og hvis numrene senere skal bruges i en anden sammenhæng (eller live med anden besætning), kan de indberettes på ny.

Vedrørende den del af den offentlige fremførelse, som Gramex forestår, deler vi indtægterne ligeligt som bandmedlemmer. Efter at de pligtige betalinger til gæstemusikere er trukket fra.

Numrene skal registreres hos Koda og gramex ud fra den vedtagne fordelingsnøgle for indtægterne. Og også hos NCB. NCB administrerer rettighederne til indspilning og kopiering af musik på cd, dvd, film, video, internettet m.v. for komponister, sangskrivere og musikforlag. For Gramex og NCB’s vedkommende sker registreringen, når cd’en er færdig. 

 Yes, releasekoncert

Sidst men bestemt ikke mindst skal vi have søsat vores rytmegalej på en festlig og sjov møde. Der skal med andre ord fastsættes en udgivelsesdato og arrangeres releasekoncert(er).

Meget mere om det senere!

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.