TRIN FOR TRIN. Historien om hvordan en dansk herold bliver til en afrocubansk legestue på en spansk tegnestue.
Projekt “Landeplager” har endnu engang ændret kurs. Ideen om få en herold til at pryde coveret fik et skud for boven, da vi gik udenlands med tegneopgaven. Den endte hos Helle Thomassen i Barcelona. Og der endte den heldigvis godt!
Ud til højre altså med herold og trommer og afsted til Barcelona med en fuldstændig version af den kommende cd, så Helle kunne danne sig sit eget indtryk af musikken. Og komme med et visuelt bud på stemningen i den. Det så i form af de første skitser således ud:
Sublim tegnekunst. Oser af atmosfære. Men er der tale om blæsermusik?
Super sanselig. Eksotisk easy-listning. Men fanger billedet essensen af muskken?
Masser af energi og atmosfære. Fest og dans. Men sker der for meget?
Et fanastisk udlæg fra Helle. Vi var ikke i tvivl om potentialet i hendes forslag. Men var stemningen for retro? Og for etnisk i forhold til musikken? Efter at have levet med musikken i så lang tid, var det intet mindre end en aha-oplevelse at få sat billeder på den af en udenforstående. Der var dømt klart “etno” af Helle, og den åd vi råt. Det er jo sådan, vi gerne vil lyde! Og på en cd fra Distant Drums skal der selvfølgelig være trommer. Derfor gik vi videre med skitse nummer to, som i viderebearbejdet version kom til at se sålede ud:
Det var meget bedre! Blæseren var nu udskiftet med en guitarist. Dem har vi tre af, så thumbs up for dem. Men var indtrykket stadig for rodet? Det syntes vi, og derfor bad vi om et nyt udkast:
Bingo. Sådan. Den var hjemme! Men hvad med indercoveret? Vi fik ikke lov til at hvile på laurbærene. Helle gelejdede os resolut videre i tilblivelsesprocessen. Og kunne vi måske omgående sende hende vores bandportræt, så hun kunne blive færdig med layout-arbejdet?
Et bandportræt?! Vi kendte alt for godt det stof, en rockstar var gjort af. Og når vi kiggede i spejlet, fandt vi det ikke. Men forsøget skulle gøres. Selvfølgelig skulle vi have taget et billede af os selv. Og i en passende kulisse, som vi mente at finde i Københavns Havn:
Vi gør hvad vi kan. Vi går i vandet alle mand! Men vi gør det med stil og det takket være Lucia Carriere, som trykkede på udløseren i netop det øjeblik, vi kollektivt fik øje på en fugl oppe i luften. Hvilken fugl, vil nogen måske spørge? Fuglen på indersiden af omslaget selvfølgelig, som med billede og tekster de rette steder kom til at se således ud:
Smukt og effektfuldt. Men papegøjen? Hvorfor egentlig? Og hvor flyver den hen? Til bagsiden selvfølgelig. Og den kom til at se således ud (sammen med den endelige forside):
Og så afsted til trykken. Det kan kun gå for langsomt!
